Tryllende underviser og navnegøgl

Siddende i skrædderstilling på bordet, optrædende med tryllekunster eller fyrende vittigheder af. Sådan er mine undervisere her i Australien. Jeg har haft min første uge med undervisning hernede, og det er fantastisk. Jeg er endt op med følgende tre fag: ‘Cultural and Media Policy’, ‘Health and the Environment’ og yndlingsfaget ‘Perspectives on Security and Terrorism’.

Jeg har fået arrangeret mit skema således, at jeg kun har timer onsdage og torsdage, og har derfor haft billeder kørende i mit hoved af mig dase henslængt ved poolen eller stranden størstedelen af tiden. Allerede nu har jeg dog måttet sande, at det nok ikke helt bliver sådan de næste fire måneder kommer til at foregå. Meget af tiden denne uge er foregået svedende ved skrivebordet med en highlighter i den ene hånd og hovedet hvilende i den anden. For hold da op, hvor er der meget læsning. Og nej, det fungerer bare ikke rigtig at læse ved hverken poolen eller stranden. I hvert fald hvis jeg også skal kunne forstå forskellen på ‘new world’ og ‘multikulturelle’ biografer og lære at kende forskel på de forskellige former for blodpropper og infarkter. Ikke engang mit Women’s Health magasin, som jeg fik i en velkomstpakke, har jeg fået læst i. Så sent som i dag var det ellers endnu engang med mig på stranden, men det kom end ikke op af tasken. At det måske i dag mest skyldtes, at min hjerne kun fokuserede på en omgang pommes og kølende dukkerter i vandet oven på rigelige mængder goon i går aftes (the er slang for papvin hernede; det eneste der er til at komme i nærheden af uden at blive ruineret) er en anden side af sagen.

Alle mine undervisere er meget engagerede, afslappede og humoristiske, og jeg ser derfor ingen fare for kedelige forelæsninger med en monoton stemme til at lulle mig i søvn. Jeg ved ikke, om de australske undervisere bare er sådan, eller om de her på skolen har en konkurrence kørende om at fyre flest sjove bemærkninger af i løbet af en forelæsning. Alle forelæsningerne bliver optaget og lagt på nettet, så det kan være, de derfor lige skruer ekstra op for charmen. De sparer i hvert fald ikke på de morsomme kommentarer. Min underviser i ‘Health and the Environment’ har sågar tryllet for os. Mønter er forsvundet og dukket op igen adskillige gange.

Som en del af den uformelle væremåde hernede er forkortelser af navne en stor del. De er VILDE med forkortelser, og forkorter så meget de kan komme til. Min studievejleder hedder Russell, men går under navnet Russ. Min underviser Samuel kalder sig Sam og min underviser Peter kalder sig selv Pete. Det er faktisk kun min underviser James, der ikke bruger en kortere version af sit navn. Det skyldes måske, at han ikke synes, Jam er det mest fantastiske at kalde sig selv.

Jeg overvejer at begynde at præsentere mig som An(n). De kan alligevel ikke finde ud af at udtale resten af mit navn, så jeg bliver i stedet kaldt Anida. Aniiida. Og når jeg forsøger at lære dem det, så ender det altid med AniiiTAH. Med et overdimensioneret tryk på TAH.

Jeg har smidt flere billeder i et album. Klik her for at se dem.

The Australian way

Jeg har kastet mig over adskillige af de obligatoriske ting at gøre, når man er i Australien. Jeg har surfet, sandboardet, spist kænguru, rørt og set levende kænguruer, koalaer, emuer og wombatten Big Bubs.

Onsdag var vi på en tur, hvor vi både fik prøvet at surfe og sandboarde. Da jeg kom op at stå på surfboardet første gang klarede jeg fem noget usikre sekunder. Jeg endte med at kunne klare syv stabile sekunder. Og det var sjovt! Det er bestemt ikke sidste gang, jeg prøver det.

Bagefter tog vi ud til nogle enorme sandbakker, hvor vi virkelig tog begynderudgaven af den sport og sad ned på boardet. Så ja, det var nærmest som at kælke på sand, hvilket jeg, hvis jeg selv skal sige det, klarede ganske fremragende. At stå op på boardet klarede jeg mindre smukt.

Torsdag stod den på kænguru BBQ. Det var egentlig ganske udmærket. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive smagen; kød med mere kødsmag end okse. Under middagen anstrengte jeg mig meget for ikke at tænke på, at det var kænguru, jeg spiste. På et tidspunkt havde jeg mindre held med det, og der blev virkelig tygget ekstra på den mundfuld for at få den til at glide ned.

I dag (lørdag) er vi så lige kommet tilbage fra Caversham Wildlife Park, der ligger en lille times kørsel herfra. Endelig fik jeg fodret og klappet kænguruer, aet koalaer og wombatten Big Bubs. Og wombaten er muligvis det sejeste dyr i verden. Den tætte fyr (Big Bubs er vist en hun, men det lyder bare ikke så godt med tøs) er fantastisk. En klump på 30 kg, der kan løbe op til 40 km/t.

Mit møde med wombatten Big Bubs i Caversham Wildlife Park

På opfordring har jeg nu også endelig fået taget billeder af min lille bolig hernede.

Stuen i vores lejlighed, hvor vi bor fem piger.

Køkkenet. Jeg bor på den anden side af væggen til højre.

Udsigt fra balkonen med poolen bagerst. Jeg bor i en bygning tilsvarende den ovefor.

Et af lejlighedens to badeværelser.

Endelig har vi så mit værelse.

Mit dejlige, rummelige skrivebord.

Klædeskab, der pt. ikke er særlig fyldt, men det skal der nok blive lavet om på. 20 kg. er aaaaalt for lidt.

Jeg er blandt de ældre hernede; oftest er de studerende fra 19 til 22 år. Jeg får ofte at vide, at jeg ikke ligner en på mine 26 år, og de forsikrer mig om, at det er positivt. Den anden aften gik det dog helt over gevind. Vi var til middag for de internationale studerende, og jeg sad til bords med denne fyr fra Singapore på 21. Da jeg svarede ham, at jeg var 26, blev han ved med at sige: “No way! No way! No way!” Jeg blev ved med at forsikre ham om, at det passede. I hans overstadige overraskelse blev han ved med at hive fat i hans venner for at spørge dem, hvor gammel de troede, at jeg var. Gættene fra de forvirrede og usikre asiater lå på 18 til 24 (jeg tror virkelig, at nogen af dem var bange for at såre mig med deres gæt). Gang på gang kunne min nye ven med samme begejstring fortælle sine venner, at denne danske pige altså var 26. SEKSOGTYVE ÅR! Og så gav de los og delte overraskelsen over denne vanvittige viden. Så ville min nye ven finde mig på Facebook, men det var noget problemfyldt, da hans Blackberry ikke kunne skrive ø. Han måtte så i stedet hive sin iPhone 4 op af lommen. Endelig fandt vi mig med fælles hjælp, og så skete det igen. Han ville ikke tro på, at det var mig på billedet, for han syntes absolut ikke, at det lignede. Jeg prøvede at forklare ham, at det måske var fordi, jeg ikke bar briller på billedet. Han bad mig om at tage brillerne af så han kunne sammenligne. Mens jeg sad stille med hovedet og han med iPhonen ved siden af og spurgte sine venner til råds, så lød svaret: “Nej, nej, det er ikke det. Har du anderledes frisure nu?” “Ja, jeg har lidt længere hår nu,” forklarede jeg. Han kunne slet ikke for det til at passe, for jeg til middagen havde hestehale, og det havde jeg ikke på billedet. Jeg måtte så igen forklare, at det havde jeg simpelthen nogle gange, og det i dag var fordi, jeg ikke gad sætte hår. “Åååh,” grinede han, men jeg tror nu stadig ikke, han var helt overbevist på, at det faktisk var mig på billedet.

Vi har nu afsluttet alt vores indledende orientering og på mandag skal jeg have mine første timer. I den forgangne uge har jeg blandt andet lært, at hvis vi støder på slanger eller edderkopper, så skal vi tilkalde campus security, så de kan sende universitetets slange- eller edderkoppefanger ud.

Tryk her for at se billeder fra King’s Park i Perth.

Tryk her for billeder fra Caversham Wildlife Park.

Og tryk her for diverse billeder.