Starten på et nyt eventyr

5 jul

Så kom jeg af sted. Efter en hård uge med afsked og problemer sidder jeg nu på mit hostel i Brisbane. Første dag er gået, og jeg har overlevet.

Efter planen skulle dette være min anden aften, men pga. an flyaflysning blev mine planer ændret. Lørdag aften omkring kl. 18, da jeg var ved at gøre mig klar til at mødes med nogle venner til en omgang bowling, modtag jeg en sms fra JetStar: “Dit fly i morgen aften er aflyst. Ring til kundeservice for alternative løsninger. Vi beklager.”

Efter timer i telefonkø på vej til at blive hjernevasket ved at lytte til JetStars plapren om, at de nu er større og bedre end nogensinde, lykkedes det mig ikke at komme i kontakt med nogen. Til gengæld viste det gratis nummer sig ikke at være gratis, og jeg har nu brugt mere end 80 kroner på at prøve at komme i kontakt med dem. Det eneste livstegn de har vist er at svare på min post på deres Facebook-side, hvor de henviser mig til at ringe til deres kundeservice…

Efter at være nødsaget til at forlade min lejlighed søndag formiddag (kontrakten udløb) og indtaget stuen og sofaen i en kammerats lejlighed, så jeg mig nødsaget til at ændre min hostel-booking, da jeg stadig ikke var blevet klogere på, hvornår jeg kunne komme med et fly. Mandag stadig intet nyt, og jeg bestilte derfor en (dyrere) billet ved et andet selskab til at flyve samme aften. Så en dag forsinket sidder jeg nu her i et spiseområde med meget blå og meget gule vægge. Nærmest lidt Sverige over det. Stadig intet nyt mht. JetStar som jeg formodentlig skal kæmpe med for at få refunderet mine penge.

I dag har jeg efter en aften med tårer over at forlade skønne Perth og fantastiske mennesker, ukomfortabel, få timers søvn i flyet, problemer med at komme til mit hostel, et ødelagt hjul på min kuffert og tab af nøglekort efter 10 minutter vandret Brisbane rundt. Jeg vil skyde på 10 km. Kun afbrudt af en lur i græsset i solen ved floden, hvor jeg også spiste min frokost. Da jeg kom tilbage til hostellet, faldt jeg i søvn omkring kl. 16.30. Jeg vågnede ved snak i værelset (som jeg deler med fem andre piger), og troede det var morgen. Kl. var 23.10. Klokken er nu 01.43 (to timer foran Perth), og jeg har fået et par minutter til at blive færdig her, for det her område skulle åbenbart være lukket nu.

Jeg må se, om jeg kan sove noget mere og få styr på min døgnrytme.

Reklamer

Jeg er stadig i live

16 jun

Ja ja, jeg ved det. Jeg har været en ualmindelig elendig blogger den seneste tid. Jeg overlevede afleveringshelvedet, jeg overlevede Bali (som var aldeles fremragende), og jeg overlevede mine eksamener.

Den seneste tid har været travl, og nu er det hele slut. Meget, meget tæt på i hvert fald. Skolen er ovre, og de fleste er rejst hjem til diverse lande spredt over hele verden. Vi er nogle få tilbage, der holder stædigt ved og klamrer os til tiden som var. Det er bare ikke helt det samme. Her er meget stille!

Der er stadig nogle ting her i nærområdet, jeg gerne vil opleve inden jeg rejser, og samtidig arbejder jeg stadig, så jeg kan tjene lidt flere penge til at rejse rundt for. Mit eventyr som jeg efterhånden er ved at få styr på.

Min plan er således:
2. eller 3. juli: Perth til Brisbane med fly.
Brisbane ned langs kysten via Sydney til Melbourne med bus.
Melbourne til Tasmanien og tilbage igen med fly.
20. – 25. juli: Nyde Melbourne.
25. juli: Melbourne – mellemlande i Doha – Venedig, Italien. (Og her skulle jeg så gerne blive genforenet med mine forældre)
Så står den på en lille uges ferie i det italienske, inden turen går mod endestationen (for denne gang); Danmark. Jeg gætter på, det bliver omkring d. 3. august. Og så GLÆDER jeg mig til at se jer alle igen!

Fra nu af lover jeg at opdatere bloggen mere løbende den sidste tid.

Hårvækst og koncentrationsbesvær

19 apr

I dag har jeg brugt tiden på at undersøge min hårvækst på mine ben. Jeg laver nemlig opgave. Og åbenbart finder jeg altså hårene på mine ben noget mere interessant end det.

Jeg havde så gode intentioner. Jeg gik tidligt i seng (i hvert fald før kl. 1), og jeg stod tidligt op (i hvert fald kun lidt efter 9.30). Jeg væltede ud af sengen, satte mig ved skrivebordet og gav mig til at læse den 30 siders artikel om ISAF’s (International Security Assistance Force) indsats i Afghanistan, som jeg skal skrive om. Eller rettere, jeg skal kritisk anmelde deres indsats. Jeg havde endda sagt nej til en tur på stranden. Men på en eller anden måde gik det bare slet ikke så godt som mine ellers velmente intentioner.

Jeg har indtil videre kun færdiggjort en ud af de tre opgaver, jeg gerne skal have lavet i denne uge. Derudover skal jeg arbejde onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Jeg prøver at holde modet oppe ved at tænke på en forhåbentlig fantastisk næste uge, hvor påsken skal tilbringes på Bali.

Skulle nogen have lyst til at bidrage til en af mine opgaver, så byd endelig ind. Jeg har i mellemtiden valgt at fjerne hårene på mine ben, så må vi se om det hjælper på koncentrationen.

Toastbrød, fluer og havskildpadder

8 apr

Så fik jeg endelig lidt overskud til en opdatering om vores NorthWest Trip, som vi tog på i den første study break. 10 dage. 46 studerende. 3 busser. 4.000 km. Sådan kan tures kort og godt beskrives. Hvis vi så lige topper med hvidt toastbrød, nærgående fluer og andet kryb, så har vi rammen for de ti dage.

Vi tog af sted tidlig fredag morgen. Kl. 7.15 mødte vi alle søvndrukne på parkeringspladsen; alle var enten tømmermændsramte, bagstive eller bare trætte. Dagen forinden var det St. Patricks Day, hvilket selvfølgelig blev fejret hernede i stor stil. Eller jeg deltog ikke selv i festlighederne, da jeg skulle rulle nogle kebab’er i stedet. Og da jeg kom hjem fra arbejde kl. 22, så skulle jeg lige lægge sidste hånd på en aflevering. Efter at have sludret lidt med mine flatmates, der festede i lejligheden, Skypet med mine forældre, tjekket mails osv., gav jeg mig i kast med opgaven. Kl. 02.00, da jeg tror, jeg er færdig, finder jeg så ud af, at det er jeg ikke. Jeg mangler 600 ord. Lettere panisk laver jeg gentagne gange en ordoptælling, men den siger det samme hver gang. Jeg har stadig ikke pakket til turen, jeg er meget træt og ikke nok med det, så kan jeg høre hvordan resten af University Village’en fester oppe ved poolen.

Jeg tager en dyb indånding og giver mig til at researche efter flere videnskabelige artikler om psoriasis og kost, så jeg kan få fyldt på afleveringen, og må pænt svare ‘kommer du og fester-beskeder’ med: Nej, jeg laver opgave. Det bliver til en times søvn den nat.

Vi kommer dog af sted næste dag og har en lang køretur foran os, som stort set alle benytter til at få sovet. Og at sove i busserne karakteriserer egentlig meget godt turen. For at køre 4.000 kilometer på ti dage betyder ret mange timer i busserne, og de mange, mange timer blev udover at læse og spise snacks brugt på at sove.

Turen foregik under primitive forhold. Vi boede i telte, var så langt fra civilisationen, at vi ikke havde dækning på vores mobiler og vi skulle konstant holde udkig efter edderkopper og slanger, så vi ikke blev bidt. Faktisk blev kun én person bidt på turen, det var dog af en ikke-giftig edderkop, så udover forskrækkelsen og smerten skete der intet.

Vi stiftede bekendtskab med adskillige dyr på turen. Blandt andet kænguruer, dingoer, rokker, havskildpadder, delfiner, en søko, en haj (et meget utydeligt, sort omrids af en i hvert fald), bjerggeder, firben, edderkopper, græshopper, frøer osv. Den dyrerace, vi mødte flest eksemplarer af, var samtidig den mest irriterende. Jeg er ikke ukendt med fluer, men de her fluer var mere nærgående end gadesælgere i ethvert fattigt land. Så snart de så deres snit til det så forsøgte de at krybe ind i ører, næse og øjne. Til de der ikke har prøvet at blive overfaldet på den måde af en flue-bande, så kan jeg fortælle, at det er mere end bare en smule ubehageligt.

Den absolut mest fantastiske oplevelse var min snorkle-debut. Vi var en gruppe, der tog på en tre timers snorkle-tur i Coral Bay. Vi sejlede ud i en båd med glasbund, så vi rigtigt kunne se korallerne og dyrelivet dernede. Vi holdt vores første snorkle-stop på et område, hvor der var adskillige havskildpadder. Jeg spottede en stor hun-skildpadde halvvejs gemt under korallerne på havbunden. Efter et stykke tid kom hun ud. Jeg må have svømmet med hende i mindst ti minutter, hvor jeg svømmede lige over hende og lige ved siden af hende, når hun kom op efter luft. Det var så ubeskrivelig og fantastisk en oplevelse at svømme rundt med denne gigantiske skildpadde helt alene.

De ti dage var et rigt indblik i det nordvestlige landskab. Vi så fantastisk natur, boede et par nætter i en nationalpark (den virkelige australske outback), badede i vandfald og skønne strande. Og jeg har tonsvis af billeder!

Tjek dem ud her:
Dag 1-3.
Dag 4-8.
Dag 9-10.

Og så kan jeg da lige nævne, at den opgave jeg arbejdede på natten inden turen, fik jeg tilbage i går. Og jeg bestod.

Fallulah og Gråbøl i Oz

29 mar

Opgaveskrivning. Endnu engang. Jeg skal skrive 2.000 ord om, hvad national kultur er. Det er sådan set okay, men der er 30 grader udenfor (faktisk er det i dag 57. dag uden regn i Perth), og det påvirker altså gevaldigt min koncentration. En tur til stranden eller at dase ved poolen er så utrolig meget mere tiltrækkende.

Jeg prøver virkelig at koncentrere mig og få skrevet noget, hvilket også sker i de to minutters intervaller min hjerne fungerer nogenlunde. Det store problem (jeg ser det i hvert fald som et problem) er alle de henvisninger, de forlanger i opgaverne hernede. Vi skal hele tiden henvise til videnskabelige artikler, og det kræver jo så altså, at du bruger en god portion tid på at finde frem til de her relevante videnskabelige artikler og – gisp – læser dem.

Midt i al min opgaveynk kom jeg i tanke om noget, som jeg ville dele med jer. Det har på en måde med min opgave at gøre, så jeg har efter nøje overvejelser (hele 4 sekunder) retfærdiggjort over for mig selv, at det er en ganske lovlig overspringshandling. Det drejer sig om dansk kultur. Dansk kultur helt hernede i Australien. For jo, den er her skam.

Måske kører den også hjemme i Danmark. En bilreklame (jeg husker ikke hvilket mærke) hvor vores danske Fallulah (jeg husker heller ikke hvilken sang) udgør lydsporet.

Ikke nok med det, så blev jeg noget overrasket i går, da jeg syntes, at jeg hørte danske stemmer i fjernsynet. Men jo jo, den var skam god nok. Da jeg kiggede så jeg Sofie Gråbøl i hendes elskede striksweater. Det var en reklame for dvd-boksen med Forbrydelsen I. Uh, man bliver så nationalistisk og varm om hjertet.

Vi har brandøvelse her inden så længe, så jeg vil forlade området og få klaret mine indkøb i stedet for at lege ilden kommer. Oplevelser fra mine ti dage og 4.000 km i det nordvestlige Australien følger en af de nærmeste dage. Eller jeg må nok hellere sige engang efter fredag, når min opgave er afleveret.

Nyt job – part 2

7 mar

Så er anden arbejdsdag overstået. En dag der indeholdt flere mærkelige episoder. For eksempel lukkede min nye chef mig inde i kølerummet og slukkede lyset. Senere kastede han et eller andet i hovedet på mig, da jeg var ved at tage imod en ordre ved kassen. Altså ikke noget stort, bare en sort, lille krumme af en art. Senere igen var det så en finger, han stak i mit øre. Med vilje! Og da vi lige før jeg tog af sted blev enige om arbejdstider, ruskede han begge mine kinder. Hvad er der nu galt med at give håndslag?

Ovnmanden, der ikke snakker engelsk, forsøgte i dag at spørge til mit efternavn. Hvordan forklarer du lige en person, der kun forstår og snakker tyrkisk, at du hedder Sørensen. Og at det er med et bogstav, som ikke eksisterer i hverken tyrkisk eller i engelske sprog. Jeg tror ikke, at han blev meget klogere.

Til gengæld begyndte en af kunderne i dag at synge for mig på dansk. Denne canadiske fyr havde nemlig engang datet en dansk pige. Så da han fandt ud af, at jeg var dansk, så begyndte han at synge: “Vi skåler med vore venner….” Og da han forlod biksen sagde han: “Goddag goddag.”

Min chef var selvfølgelig også klar på at tale dansk i dag. Så han sagde noget lignende: “Blambandaghogshlhiwhagfsja. Now I am talking Danish.” Og smilede bredt. Jeg fik dog lært ham at sige både ja og nej på dansk.

Future Music Festivalen i går var skuffende. Der var simpelthen alt for mange mennesker lukket ind på det område. Alt for mange, alt for fulde og alt for aggressive mennesker. Jeg hørte rygter om 40.000, men det føltes nu mere som 80.000.

Mark Ronson & The Business Int. gav dog en fortræffelig koncert med Lily Allen som gæstestjerne. MGMT var heller ikke dårlige. Og så lærte jeg et nyt band at kende, Tame Impala, der faktisk også var helt gode. Disse koncerter foregik på en mindre scene, så det var ikke så forfærdeligt som ved festivalens store scene, hvor det var umuligt at komme til.

Nå, jeg vil endnu engang forsøge at slippe af med kebab-lugten.

Dansk pige + australsk studie = tyrkisk job (eller noget i den stil)

5 mar

Dette indlæg er i særdeleshed dedikeret til Christina Rasmussen og Charlotte Ruge. Fordi de så utålmodigt presser på for flere indlæg. Var det ikke for jer, så var dette indlæg blevet udskudt endnu engang. I har været en kilde til nydelse og fungeret som en afledningsmanøvre i mange tilfælde. I er bestemt storslåede væsner og venner.

Jeg har fået øjnene op for dedikationer. Det har jeg fået ved at åbne min bog ‘Global Terrorism’, (åh nej, kommer jeg snart i søgelyset ved i flere tilfælde at bruge diverse bøjninger af ordet terror på min blog…?!) hvor ægteparret Lutz af hele to omgange dedikerer bogen til deres elskede hunde. Skt. Bernhard-hundene Bessie og Barnaby. Hundene får endda mere omtale end parrets to døtre. En så varm og kærlig dedikation, at jeg til min ovenstående dedikation har lånt lidt af Lutz-parret.

Og nu til det rigtige indlæg. Jeg har fået et job. Jeg havde egentlig søgt et andet; et job i en lille købmandsbutik, men da det indebar aftenvagter alene i butikken med fulde, nærgående kunder, så mente arbejdsgiveren, at det nærmere var et job for en person af hankøn. Han inviterede mig dog stadig til jobsamtale, hvor han så præsenterede mig for et andet job; mit nuværende job. Jeg er simpelthen blevet kebabruller, telefonpasser, ordremodtager, kasseassistent og lettere rengøringspersonel i en tyrkisk kebab/pizza/bageri/café-forretning.

Jeg havde min første arbejdsdag i dag. Alligevel valgte jeg at fylde mig med goon, Jack D og Carlsberg i går. Hvilket set i bakspejlet måske ikke var det smarteste træk. Især når jeg samtidig toppede mit indtag med kun fire timers søvn. Jeg drak en energidrik og mødte ind kl. 15 til en arbejdsdag på knap syv timer. Her blev jeg iført T-shirt, forklæde og en kasket. Min første opgave var at rengøre glasflader og spejle med vindues-/glasrens og avispapir. Ja, avispapir. Måske det er meget normalt, jeg har dog aldrig hørt om det før og måtte altså lige tjekke en ekstra gang, at han virkelig mente, at jeg skulle bruge avispapiret til at gøre rent med. Jeg kunne lige se situationen for mig, hvis jeg havde påbegyndt rengøring med avispapir i stedet for klud, fordi jeg havde misforstået ham. Men ja, jeg havde hørt rigtigt, jeg skulle bruge avispapiret.

I køkkenet holder en ældre, fyldig kvinde til. Jeg tror, hun er min chefs mor (det skal lige nævnes, at de alle er tyrkere), og hun står for snitningen af grøntsager. På sit begrænsede engelsk spurgte hun lidt ind til, hvad jeg var for en. Og her var et af spørgsmålene naturligt nok min alder. Og så kørte møllen endnu engang. Da jeg sagde 26, var hun ved at vælte omkuld. Hun ville skyde mig til at være 18 eller 19. Der stod jeg så i min skønne uniform med kasketten godt nede i panden og følte mig meget, meget ung. Meget ung.

Mine nye kolleger er nu søde og rare. I hvert fald hvad jeg ved af. For indbyrdes snakker de tyrkisk. Især eftersom moren (det hedder hun fra nu af) og ovnmanden (ham, der står for tilberedningen af brødet, pizzaerne og pide’erne) kun kan meget, meget begrænset engelsk. Og når de i dag har snakket sammen, så har jeg flere gange hørt ordet Danimarka (Danmark på tyrkisk). Måske drager jeg bare forhastede konklusioner, når jeg formoder, at de samtaler har handlet om mig.

Bortset fra at jeg i nogle tilfælde havde meget svært ved at forstå de endnu ukendte tyrkiske ord på diverse bestillinger via en dårlig telefonlinje, så er det gået meget godt i dag. Og da jeg i en travl vending kom til at skrive den danske version af ordet ekstra (i stedet for extra) så blev Sækken/Tjekken (jeg aner ikke, hvordan jeg staver hans navn, men det udtales vist som noget i den stil) yderst begejstret, for det staves på samme måde på tyrkisk. Han måtte endda finde ordresedlen frem fra spyddet igen bare lige for at tjekke, at det nu var nøjagtig samme stavemåde.

Ovenpå hele denne dag har jeg været et smut i Danmark, hvor jeg har deltaget i min mors 50 års fødselsdag. Jeg har været med til festsang, vist to af mine roomies, hvordan man fejrer den slags begivenheder i Danmark, vinket, skålet (jeg dog kun i æblejuice og vand), hilst og snakket med familie, gamle naboer og forældres venner. Fået sunget en Justin Bieber-sang af min 4-årige fætter og chattet en del med min 8-årige fætter (det fandt han mere interessant end selve det at snakke sammen). I to timer var det næsten – næsten – som at være tilbage i Danmark. Eller skal jeg sige Danimarka.

Efterord: Kl. er nu 02.27, og jeg har endelig fået vasket kebab-lugten af mig. Jeg vil skynde mig at få lidt søvn, inden turen i morgen formiddag (eller det er jo reelt bare denne formiddag) går til en en-dags festival, hvor jeg især glæder mig til Chemical Brothers, Dizzee Rascal, Mark Ronson & The Business Intl. og MGMT. Mere herom senere. I promise!